Cookies

Lillerød slået i lokalderby

11/29/2012 4:36 PM |  Værløse Badminton |  Værløse Badminton
Trods fraværet af holdets to største stjerner, Tine Baun og Anders Kristiansen, vandt Værløse ligakampen mod lokalrivalerne fra Lillerød med 4-2.

Det var en fin holdpræstation, der blev leveret. De tre kampe, som vi på forhånd stod bedst i, blev vundet meget overbevisende. Og så skabte vi den ene overraskelse, der sendte alle tre points til Værløse.

Mens den sikre gevinst til Rene Mattisson og Rasmus Mangor i herredoublen var ventet, så var det mere imponerende, at sejrene til Kasper Ipsen i 2. herresingle og Maria Helsbøl/Julie Finne-Ipsen i damedoublen, blev så klare, som tilfældet var.

De tre øvrige kampe lå lidt til Lillerød, og både mixen og damesinglen vandt udeholdet da også i to sæt. Men overraskelsen og dermed de tre points kom i hus i 1. herresingle, hvor Mikkel Mikkelsen i aftenens eneste spændende match præsterede at slå nr 2 fra seneste EM, svenske Henry Huskainen, med 21-19 i 3. sæt. Der var tale om en både spillemæssig og moralsk stor præstation af den 20-årigeVærløsespiller. Han var således bagud 18-15 i 1. sæt, men vandt det alligevel 22-20. 2. sæt blev tabt klart, og i 3. sæt var han igen klart bagud, faktisk endnu en gang 18-15. Men også her kom han altså tilbage og sikrede sig den sejr, der senere viste sig at blive afgørende.

Sejren, kombineret med de øvrige resultater, betyder at holdet nu har lagt afgørende afstand til de to nederste pladser i den meget tætte liga. I stedet kan vi nu koncentrere os om at slås for at komme med i det øverste slutspil.
Allerede på mandag skal vi i ilden igen i en svær udekamp mod Solrød, som er en af årets helt store positive overraskelser. De ligger nr. 5, med samme pointtal som vi selv har på 4. pladsen.

Se resultater og stilling 
her. Og se holdopstillingen i Solrødkampen her.




Copyright Værløse Badminton


 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?