Det var ganske vist på de yderste marginaler, men SSB kravlede med en god slutspurt og to sejre i de to sidste kampe i badmintonligaens grundspil op på en andenplads i rækken – lige i hælene på Greve. Netop de to hold er dermed klar til semifinalerne, hvor de sidste to pladser skal fordeles mellem de fire hold, som sluttede på de næste pladser i rækken.
Solrød var da også, til trods for at kampen blev spillet på udebane, store favoritter mod bundholdet Gentofte. Og med en enkelt undtagelse lykkedes det at leve op til forventningerne.
Det startede solidt med en meget overbevisende sejr i mixen til SSB’s Niclas Nøhr, der havde rejst sig fra sygesengen, og Maiken Fruergaard Sørensen, som kørte hurtigt hen over Oliver Babic og Mathilde Haapanen med 21-9 og 21-8.
I herredoublen var der noget mere kamp om pointene, men med en stærk slutspurt lykkedes det for Jeppe Bay Madsen og Lasse Mølhede at overvinde Gentofte-parret Scott Evans og Frederik Colberg i tre sæt med cifrene 21-19, 20-22 og 21-13.
Fuld gevinst fra Burestedt
Solrød-dominansen fortsatte for fuld kraft i damedoublen, hvor den blågule duo, Emma Karlsson og Johanna Magnusson uden de store problemer slog hjemmeholdets Reecca Louise Eriksson og Sofie Holmboe Dahl med 21-14 og 21-16.
Dermed manglede SSB blot en enkelt sejr for at sikre sig alle tre point i holdkampen. Den kom allerede i 2. herresingle, hvor Felix Burested, trods et velvoksent udfald i andet sæt, kunne køre pointene i hus mod Gentoftes Joshua Eipe med 24-22, 7-21 og 21-14.
Marginalerne med Solrød
Skulle andenpladsen i rækken sikres, var det dog vigtigt at vinde holdkampen så stort som muligt. Derfor var der ingen plads til slinger i damesinglen, hvor Mia Blichfeldt da heller ikke tøvede og udmanøvrerede Gentoftes unge håb, Line Christophersen, med 21-16 og 21-14.
Til gengæld kunne Hans-Kristian Solberg Vittinghus slet ikke få spillet til at svinge i 1. herresingle mod Mads Christophersen og måtte indkassere Solrøds eneste nederlag i holdkampen med 14-21 og 16-21.
Dermed 5-1 til SSB i holdkampen, hvilket som sagt lige præcis var nok til at overhale Vendsyssel og hive rækkens andenplads og en tur i semifinalerne i hus. Nu kan Solrød-spillerne så bare afvente, hvem modstanderen bliver, når medaljekampene starter senere på sæsonen.